Caroline Fibæk: Sådan opbyggede jeg mit personlige brand

September 7th, 2015

Jeg har fået lov til at interviewe Caroline Fibæk, som er en af mine kunder, og som endda er en af dem, der har været med næsten helt fra start.

Jeg er selv meget inspireret af Caroline og den forretning, hun har formået at opbygge.

Caroline Fibæk er uddannet naturopath i biologisk medicin og kalder sig selv for en naturlæge. Hun går i dybden med hovedårsagerne til, at folk bliver syge og er specialiseret i kvindesygdomme og hormoner.

personlig branding

 

Hun har tidligere i år fejret 8 års jubilæum som selvstændig.

Hun lever primært af hendes online klub og hendes online produkter, men tager også stadig få klienter ind og har netop lanceret en ny uddannelse.

Hun har desuden været med som ernæringskonsulent helt fra start hos cafeen 42Raw og er forfatter til diverse bøger; Nyd dig slank, 42Raw, Nyd dig sund og RawCake.

Here you go – Carolines historie inkl. tips og tricks til dig, der også drømmer om at leve af din viden og dit personlige brand.

 

Hvordan startede du?

Jeg startede med at have klienter efter endt uddannelse. I de første mange år havde jeg ingen hjemmeside, men jeg brugte Facebook fra start af og var sundhedsjournalist på Femina. Jeg var dog bestemt ingen haj til markedsføring, så det var lidt et under, at kunderne fandt mig. Jeg har nok været heldig. Min strategi har altid været at lave noget, jeg selv synes er virkelig godt.

 

Hvordan fandt du frem til det område, du er ekspert inden for?

Jeg var egentlig godt i gang med en uddannelse i visuel kommunikation på Teknisk skole, og jeg ville være filmproducer.

Da jeg blev gravid, skulle jeg gøre op med mig selv, om det virkelig var den vej, jeg ville. Uanset hvad ville jeg skulle tage pause fra studiet, fordi man ikke måtte gå der, når man var gravid af praktiske årsager. Jeg besluttede mig for, at sige nej til den verden, da det ville blive en meget hektisk hverdag, og jeg ville kunne risikere at skulle arbejde gratis de første mange år.

Så mens jeg var gravid læste jeg en masse og tænkte over, hvilken vej jeg skulle.

På et tidspunkt var jeg på en sundhedsmesse, hvor jeg iøvrigt mødte en synsk mand, der fortalte mig, at denne messe ville blive afgørende for min fremtid, og han endte jo med at få ret. Nu er jeg selv fra en ret alternativ familie..

På messen købte jeg en bog af en svensk forfatter om psykoneuroimmunitet, som hed “Det selvhelbredende menneske” og som var den spæde start på funktionel medicin. Jeg blev helt bidt. Det skulle bare være det. Så jeg lånte penge i banken til at tage Naturopathuddannelsen, og så var jeg ellers i gang.

 

Har din niche udviklet sig, siden du startede?

Jeg startede rimelig bredt ud som alment praktiserende terapeut, og det var lidt laissez faire, hvilken type klienter der kom hos mig. Efterhånden er jeg dog begyndt at snævre det mere og mere ind til fx hormoner. Fx har jeg mit online kursus, der hedder HormonKuren, og til oktober starter jeg en uddannelse, hvor jeg uddanner andre til HormonTerapeuter.

Efter jeg har snævret det ind til kun at lave det, jeg brænder allermest for, er der meget mere flow i min forretning og slaget går helt anderledes legende let.

Derudover var noget af det første jeg blev kendt for raw food, så det var også en stor del af mit brand i starten. Det er det stadig, men jeg er ikke fanatisk, når det kommer til raw food, og det er ikke hovedfokus i mine nuværende ydelser og produkter. Så raw food skabte en slags platform, jeg kunne bygge videre på i forhold til mit personlige brand.

 

Hvad gjorde du for at opbygge et personligt brand/gøre dig til ekspert?

Jeg var som sagt sundhedsjournalist hos Femina, og så startede jeg en meget simpel blog selv.

I dag bruger jeg diverse marketingkanaler, selvom det tog lang tid for mig at komme i gang. Det er vist ikke mere end halvandet år siden, jeg fik lavet en freebie for at få folk til at tilmelde sig mit nyhedsbrev, så der er jeg lidt en last-mover. Jeg følte, at det var forkert, at jeg via en freebie skulle lokke folk til at tilmelde sig nyhedsbrevet.

 

Hvor fandt du hjælp til at komme i gang?

Det fandt jeg aldrig. Med tiden har jeg dog lært ikke at være så bange for at markedsføre mig selv, og nu kan jeg virkelig godt lide at udforme kampagner i forbindelse med nye produkter.

 

Hvad har været din bedste marketingkanal?

Det har uden tvivl været Facebook. Det er i virkeligheden et meget kontant medie, så man skal være god til det.

 

Hvor lang tid har det taget?

Jeg har været i gang i otte år, men jeg har levet af min forretning fra starten af. Det tror jeg bl.a. skyldes, at jeg har været god til at formidle komplekst stof på et niveau, hvor alle kan være med uden at gøre det for simpelt.

 

Hvad gør du selv for fortsat at lære nyt?

Jeg deltager i diverse konferencer. Fx skal jeg en tur til Boston til sommer på konference. Derudover forsøger jeg så vidt muligt at læse en dag om ugen for at tilegne mig ny viden.

 

Hvad er dit bedste råd til at finde et område, du brænder for som kan skabe grobund for en forretning?

Tænk over det område der giver dig flest sommerfugle i maven – det er egentlig meget simpelt.

Skal man være den bedste, er det nødt til at være båret af passion og være sjovt. Hvis det ikke går, har du i det mindste haft det sjovt undervejs.

 

Hvad er dit bedste råd til andre, der vil opbygge et personligt brand?

1) Vær dig selv. Du skal turde vise, hvem du er. Så vil du tiltrække de rette mennesker.

2) Vær personlig – jeg deler fx mange billeder fra min hverdag og små anekdoter.

Her tænker jeg ikke på udelukkende at vise de gode ting. Det skal ikke være perfekt. Du må vise det hele billede. Jeg har også delt historier fra mit eget liv, om da jeg gik ned med stress og om mine rygproblemer. Jeg deler dem, fordi de er en del af mig, og fordi det i virkeligheden gør mig til en bedre behandler.

3) Vis dit incitament. Folk skal vide, hvorfor du gør det. Den personlige historie skaber troværdighed. Især når man sælger produkter online, skal folk kunne stole på en.
Hvad er din plan for din forretning de kommende år?

Min plan for de kommende år er, at min forretning skal blive ved med at køre godt, som den gør nu. Derudover er jeg i gang med at skrive nogle bøger, og jeg har startet en ny uddannelse til behandlere, der vil uddanne sig inden for komplementær hormonterapi.

Nogle af mine bøger er også blevet oversat til engelsk, så jeg skal bruge noget tid på at komme ud internationalt. Især Australien fungerer godt indtil videre.

Derudover skal jeg styre min tid ordentligt og sørge for, jeg ikke brænder ud.

Michelle Rødgaard Jessen

Jeg er virtuel assistent, og jeg hjælper folk der sælger viden og har et personligt brand med online markedsføring. Jeg er geografisk uafhængig, så selvom alle mine kunder er danske, arbejder jeg fra forskellige steder i verden såsom Marokko, Spanien og Chile.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål. Skriv på hey@michellejessen.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *